instaDa jeg var i starten af tyverne og mødte folk som var i starten af trediverne og fyrrerne, var min første tanke “…wow…de er jo tudsegamle – godt der er mange år indtil jeg selv når den alder!!”  Altså jeg mener – livet for dem var jo nærmest overstået. De var satte med hus, ægteskab og børn. Og var de singler, var der da helt sikkert noget galt med dem. Guess what! Et par blink med øjnene og en morfar lur eller to senere, står man pludselig i samme situation. Hvor i HELVEDE forsvandt alle de år pludselig hen?? Seriøst – er du på alder med mig (i skrivende stund stadig 48), kan du nikke genkendende til denne tanke. Tiden er bare gået ufattelig stærkt, og det er først når man pludselig står her i dag, at det virkelig går op for én, at man altså ikke er teenager længere, eller er i fuld fart frem i starten af tyverne. Men det er nu ikke så skidt endda…

Alder er kun et tal….bla bla bla

Sådan vil jeg se ud, når jeg end dag bliver voksen

Sådan vil jeg se ud, når jeg en dag bliver voksen

Den er jeg blevet mødt med et par gange, den overskrift. Og faktisk er den lige træls hver gang, fordi det er som regel voksne mænd som jeg selv, eller overbærende unge kvinder, som egentlig synes det er lidt synd for mig som nævner det. Eller det er i hvert fald hvad jeg tror de tænker. Jeg prøver at undgå selv at bruge denne kliché, men jeg må jo alligevel tilstå, at der er nu noget om det. Jeg, og andre i min egen generation, kan prise mig lykkelig over, at den verden vi i dag lever i, giver mange flere muligheder end den gjorde for vores forældre og bedsteforældre. Vi har råd til at bo alene som singler, man bliver ikke opfattet som en gammel gris blot fordi man går på café eller natklub sammen med vennerne – ALT er tilladt i dag. Det er nok også derfor, at jeg har lidt svært ved at forstå den alder jeg har:

  1. Jeg synes det blot var i går, jeg var i tyverne.
  2. Jeg lever stadig på samme måde som jeg gjorde da jeg var i tyverne. Det siger så måske mere noget om mig, end om min generation…but what the hell?

Den evige single
Min levestil kan måske bunde i et andet sted end den tid vi lever i. Børn er det ikke blevet til, og faste forhold er for mig noget jeg bliver lidt overrasket over, hvis det varer længere end et par år. Især det med manglen på børn tror jeg har noget at sige. Ansvar er kun noget jeg skal overholde for mig selv. Min egen økonomi, min karriere, min bopæl osv. Der skal dog ikke herske nogen tvivl – jeg ELSKER børn, og jeg elsker lørdag aften med stearinlys, en god film og kropsfletning med kæresten. Men når jeg nu ikke har fået de hersens børn, er blevet borgerligt gift i kirken, og har haft et mangeårigt forhold, anskues verden nok på en lidt anden måde. Jeg fortryder dog intet – jeg elsker mit liv, mine venner og den erfaring mine forhold har givet mig. Mine eks´er vil måske ikke sige det samme om mig, men de fleste er jo nu også kommet en del længere med netop børn og ægteskab, så jeg tror ikke det bekymrer dem så meget længere.

filtersDet filtrerede liv
En meget vigtig lektie livet har lært mig er, at det kan bedst betale sig at jeg ikke bekymrer mig om hvad andre mennesker mener om mig og hvad jeg står for. Mange af de yngre jeg har i min omgangskreds, har denne tanke som noget der fylder deres bevidsthed overordentligt meget. Endda FOR meget. Mit afslappede forhold til hvad andre måske måtte mene om mig, er jeg sikker på skyldes min alder. Jo ældre jeg bliver, desto mindre tænker jeg over andres opfattelse af mig som person. Det er, som jeg ser det, vel nok én af de største gaver ved aldringen. Desværre bibeholdes denne følelse hos mange kvinder livet igennem. Helt uden grundlag dog. For ved du hvad andre mennesker typisk tænker på, når de er i selskab med dig? Det er dem SELV! Vi spejler os utroligt meget i andre mennesker, og ‘kommer’ vi til at kommentere noget negativt om andre mennesker, skyldes det som regel vores egen usikkerhed. Netop af samme årsag elsker vi at hade Facebook, Instagram og andre sociale tjenester. Vi ser andre menneskers succes, dejlige feriebilleder og smukke portræt fotos. Vi tror alle andre end os selv har det perfekte liv. Den perfekte kæreste. Den mest succesfulde karriere. Ingen, eller i hvert fald meget få, lægger historier op på Facebook om personlige depressioner, fyring fra jobbet fordi man ikke lige havde evnerne eller det mangeårige kæresteforhold  er brudt sammen. Og hvorfor gør vi så ikke det? Meget simpelt – vi vil ikke tabe ansigt. Vi vil ikke fremstå som tabere eller utjekkede mennesker overfor vores venner, kollegaer eller familie. Kunne vi bare en gang i mellem lave en Facebook status, hvor man var ærlig overfor andre…og især overfor sig selv. Livet er altså ikke altid lige fedt. Det vælter med dårlige oplevelser, skænderier med kæresten, problemer med børnene i skolen eller deres sociale liv og/eller kæmpe økonomiske ruiner.

Jeg tager seriøst hatten af for jer, jeg har oplevet netop taler åbent ud om netop dette (I ved hvem I er). Og det fine ved det er, at NÅR man åbner op for sit lorteliv, er der så utrolig megen positiv respons fra omgangskredsen. Og de venner man mister på det, havde man jo så nok være bedre foruden alligevel. Instagram filteret er en lækker opfindelse, men det gør ikke noget  bare en gang i mellem at vise verden som den virkelig er.

Godt så – aftenen før kørekortet siger 49 år gammel, kom indlægget her til at handle om alder, og at man sgu bare skal være ligeglad med at tallet fortsætter med at stige. Lev nu det fucking liv, og tænk ikke på hvad andre måtte mene om dig. Gør det DU synes er rigtigt – liver er for kort til alt andet!

Written by Jesper Løkke