Classic Always Wins

tonyroger

Tony Curtis & Roger Moore

Som du sikkert allerede har opdaget, har jeg en svaghed for stilen, der definerede 60´erne og 70´erne. Tøjet, bilerne og attituden bringer én tilbage til en tid, hvor der ikke var så meget bøvl i verden. Det er i hvert fald hvad jeg bilder mig selv ind. For helt rigtigt er det naturligvis ikke. Der var andre ting at bekymre sig om dengang – det virkede bare mere overskueligt.

De uheldige helte
Roger Moore og Tony Curtis! De to navne sammensat, og mange af jer vil med det samme vide hvad jeg taler om. Den britiske serie, der dengang kørte på Danmarks eneste TV kanal, blev et kæmpe hit. Og den blev i den grad starten på Roger Moores karriere, der senere skulle bringe ham til rollen som James Bond. De stramme gaberdinebukser, tætsiddende farverige nylon skjorter og kørehandskerne i læder, var en perfekt kombination når de blev placeret i hhv. en rød Ferrari Dino eller en orange Aston Martin DBS. Sidstnævnte der i øvrigt for kort tid siden, blev solgt på Bonhams Auction til lidt over en halv mill pund! Det var i en alder, hvor vi spillede bilkort med eksotiske mærker som Lamborghini Miura, Maserati Merak og Ferrari 512 BB. Drømme blev født og man levede sig ind i den verden tv-serien og filmene viste os.

don1

Don Draper

Stilen
Det bedste ved den tid er, at den faktisk holder den dag i dag. Modebranchen og bil-designerne, benytter stadig fortiden til at lade sig inspirere nutiden med. De stramme jeans til mænd er på mode igen. Den tætsiddende skjorte har været det i flere år, og bilerne fra dengang, har aldrig været dyrere end de er nu. Og de bliver bare ved med at stige i pris. Igen – vi drømmer tilbage til en sorgløs tid.

For ikke så lang tid siden, stoppede den amerikanske tv-serie Mad Men. Over 7 sæsoner, fulgte vi Don Drapers kamp indenfor reklamebranchen i 60´ernes Amerika. Hans udfordringer på familiefronten samt barndomstrauer, der var med til at forme ham som mand og menneske. Det var en interessant tid, fordi mediebranchen og især reklame på den tid, var ikke respekteret på samme måde som den er i dag. Den blev betragtet som en uærlig branche, der ikke skabte noget håndgribeligt produkt. Dramaerne, intrigerne, selve historien var en stor årsag til seriens succes. Men den havde ikke været det, havde det ikke været for dentidstypiske stil, der blev anvendt i serien. Don Draper var bare COOL!! Ray-Ban solbrillerne, Lucky Strike cigaretten i mundvigen og den perfekte habit, viste Don Draper som en selvsikker, målbevidst og sexet mand. Dog med underliggende personlige problemer, men sådan har vi det jo alle. Intet er som det ser ud på facaden.

Inden jeg kommer alt for meget i gang med den helt store psykologiske analyse af serien, er mit budskab bare egentlig, at selvsikker bevidst god stil, definerer dig som person, og skiller dig ud blandt mængden. Den klassiske stil vinder altid, men på trods af det, behøver det ikke være kedeligt. Tværtimod!